Så er vi vist igang

Det nye år er vist startet, jeg er allerede en uge bagud. I hvert fald så troede jeg der var fire uger til ferien, men der er vist kun tre....

Mit nytårs-skriv som jeg troede kun lå som en kladde fordi det ikke var færdigt har jeg åbenbart udgivet.

Mest fordi jeg slet ikke kan huske hvornår jeg sidst har arbejdet SÅ meget. Næsten alle aftener sidder jeg og arbejder, mindst fra kl ca 8 til sent. Enkelte dage har jeg arbejdet næsten uafbrudt fra morgen til sen aften. Kun ½ times pause til madlavning og hurtigspisning blev det til en af dagene. Tilgengæld så har jeg haft fornøjelsen af en ghost-writer i profesional forstand. Hold da helt op et flot resultat, måske jeg skulle overveje det samme her på bloggen (så kunne det også være det kom noget på)

Jeg tog min beslutning om min jobfremtid før denne vanvittige arbejdsperiode, men den bliver kun forstærket af at det er så slemt. Yngste-pigen har flere gange ytret at jeg arbejder for meget. Det må jeg tage til mig, for ja, lige pt er det helt i skoven og det bliver også ændret. Hvad det lige ændres til må tiden (forhåbentlig snart) vise.

Ellers så går tiden med at snart-teen-pigen forbereder sig til galla-fest, med invitation af partner, fint tøj, lanciers og høje hæle. Moderen instruerede hende i at bruge hendes sunde fornuft og prøve at danse lidt rundt i skoene inden hun købte dem. Så hun kom hjem med et par, med højere hæle end nogen af mine (lidt af en bedrift skal det lige siges) 'men så er der også plateau foran, så de er slet ikke så høje!' Var svaret på mine protester. 'jeg er bare lige så fornuftig som dig, mor' var en anden af kommentarerne.

Jeg selv render rundt med en forstuvet ankel. Jeg landede simpelthen forkert efter en blokade til volley. De første par dage gjorde det meget ondt. Der rendte jeg rundt i cowboybukser og løbesko på arbejdet. Så gik jeg over til almindeligt tøj og snart-teen-pigens sneakers (hurra for samme sko-størelse) da det er netop gået op for mig at jeg ikke ejer flade sko -ud over træningsko....mine alternative sko er også blevet lystigt kommenteret de sidste par dage.

Yngste er rendt ind i noget overbelastning af hælen. Syv timers ugentlig træning er åbenbart i overkanten. Så nu står den på idræts-fys, vi håber han kan hjælpe uden at det kræver den helt store pause, ellers må hun jo vente til næste år med at komme med til konkurence.

Forviklinger

De seneste gange jeg har været i London har jeg valgt et andet hotel en det arrangørerne anbefalede, af den simple grund at Themsen ligger imellem hotellet og arrangøren af kursus/informations dag. Så da jeg skulle bestille hotel til det kursus som jeg var på for en lille måned siden, ja så bestilte jeg igen ikke det anbefalede hotel, og selvfølgelig bestilte jeg det uden mulighed for ombooking.

Tre dage før afgang taler jeg med en kollega som også skal med. Ha -jeg skal bare ikke med båden hver morgen for jeg bor på den rigtige side, driller jeg ham i min uvidenhed (ate) men ak nemisis rammer mig da han tørt konstaterer at kurset blev afholdt på hotellet og ikke hos arrangøren....

Så meget for at være smartere end gennemsnittet. Det viste sig dog at jeg alligevel trak det længstre strå for det var på min side af Themsen at alle de gode restauranter lå.

Mandag i denne uge var en skøn morgen. Meget atypisk, for normalt er det en kamp at komme igennem morgenen første dag efter en ferie. Pigene bliver sendt af sted og jeg sætter mig ind i bilen og kører af sted. I godt humør. Halvvejs på vej til arbejdet nævner studieværten at nu er klokken tyve i ni. Jeg griner lidt af ham og tænker at han har set forkert....tænker en gang til og overvejer om vi har skiftet til normaltid i weekenden. Men ak, jeg har simpelthen ikke bare sat vækkeuret en time for sent jeg har hele morgenen hver gang jeg har set på uret, enten for mig selv eller fordi snart-teen pigen har spurgt om klokken set en time forkert.

Pigerne var lidt forudrettede da vi sås senere; mor jeg kom altså for sent i skole. Jeg kom i det mindste ikke for sent, det er en af fordelele ved at have flextid.

Nåårh ja

Nu kan jeg huske hvorfor den gamle blogløb ud i sandet. Så meget er der jo heller ikke at skrive om i en almindelig leverpostej-familie af en mor som hverken er politisk engageret eller indigneret.

Når man ikke er midt i en 'what am I doing with my life' krise, eller rejser verden rundt på spændende rejer (faktisk generer det mig en smule at jeg ikke skrev i 2011, mit hidtil mest rejsende år) når børnene er så store at det hele kører på skinner, kalenderen er fyldt med de sædvanlige gøremål, der ikke længere er de store opdragelsesmæssige spørgsmål ja så føles det at skrive her egentlig som dels en træningslog, dels som en; se hvor fantastisk mange spændende ting vi har tid/overskud til at lave. Hvilket jeg egentlig ikke syntes der er -tid og overskud altså.

Hele denne uge har jeg i hvert fald nærmest faldet omkuld på sofaen til en lille lur. Men jeg er heller ikke på toppen, jeg har blandt andet væske på det højre øre. Det voksne ørebarn. Jeg bruger næsespray og otovent så må vi se om det kan holde ørelægen fra døren. Faktisk holder jeg meget af at dovne og slappe af, det kan klart anbefales :-)

Men jeg kan da vise den nye elektroniske udgave af familie-kalenderen her i huset:

Det her er næste uge. Men de gentagne ting som min lilla volley om mandagen og svømning om torsdagen, yngste-pigens gule spring tirsdag og torsdag, snart-teen-pigens volley og ridning onsdag og fredag, samt mandens blå volley om fredagen er jo altid på. Så er der de røde hele-familien arrangementer og et par andre småting på.

Men her til kan vi så lægge ridning om lørdagn og spring om søndagen for yngste, og snart-teen-pigen skal til at ride om søndagen også.

På en eller anden måde så ser programmet værrer ud på en elektronisk kalender, måske fordi vi alle står oven i hinanden. Når pigerne selv tager bussen til spring og volley og vi kun skal hente hver anden gang og især fordi der ikke længere skal hentes børn i institutioner så hænger hverdagen bare så meget bedre sammen.

Hvor meget det betyder for mig at have tid til træning, både den sjove som volley om mandagen, den hårde som crossfit som jeg tager en tirsdag eftermiddag eller onsdag morgen og svømningen (den koordinerede drukning som jeg også kalder den) som er den del af mit personlige udviklingsmål er svært at forklare.At have mig-tid på den måde er selvfølgelig en luksus, men også nærmest en nødvendighed hvis jeg ikke skal ende som en sur gammel gimpe. Det giver mig overskud til at være der for familien herhjemme og kollegerne på jobbet.

Du kan læse om at oprette google calendar her

Men ellers så overvejer jeg også denne løsning, eller noget der minder om, altså en tablet som står/hænger fremme hele tiden og som også viser billder og lyd. Det må være mit næste projekt herhjemme...

Weekend uden børn

Hvad brugte man al den tid på før man fik børn?

For denne weekend har der været tid nok. Fredag aften til udfladning, hele lørdagen til volleystævne og så stadig tid til at se matador om aftenen.

Hele søndagen som serie-søndag på langs i sengen (denne gang med Downton Abbey). Hvor har det været dejligt. Men tydeligvis så brugte jeg ikke tiden på at blogge.

Og må haven vente til senere i denne uge hvor jeg har et par feriedage.

Lige pt dovner jeg så snart jeg kan. Måske trænger jeg bare til at lade ting være. Det føles i hvert fald rart og godt bare at dovne så snart jeg kan. Selv om det selvfølgelig ikke kan blive ved. For eksempel så starter manden nyt job snart med flere timer og mere ansvar, så kan jeg jo ikke længere lade ham tage broderparten af husarbejdet.

Lige om lidt skal jeg ud af døren til en omgang fodbold, det er ikke engang den sidste kamp i år, kun den næstsidste, det er en smule koldt og vådt, om foråret er entuitiasmen lidt mere udtalt end her sidst på efterårssæsonen, men det er alligevel dejligt at få rørt sig -i blandet en glidende takling eller to :)

Hverdagen i trædemøllen

Jeg ville egentlig skrive et indlæg igår og ville bare lige finde et enkelt indlæg fra min gamle blog at linke til. og så gik hele aftenen med at læse 2007 og 2008 næsten helt igennem, uden at jeg fik skrevet noget. Midt i alt tilbageblikket kom jeg også fra hvad det præcis var jeg søgte. Men jeg fik perspektiveret min nuværende trædemølle med den daværende, det var vist også noget af det jeg søgte, men det enkelte indlæg fra dengang som skulle belyse det fandt jeg aldrig, selv om jeg syntes at kunne huske overskriften.

Dagene i denne uge er gået med trædemøllen; op, arbejde, hjem, mad, i seng. Mandag er jo min volleydag, tirsdag var yngstepigen til springgymnastik onsdag snart-teen-pigen til volley og yngste hos en kammerat så manden og jeg smuttede i byen og spise efter arbejde.

Noget af det som er anderledes nu i forhold til dengang er selvfølgelig at jeg holder meget af mit job. Når man bruger så mange timer på jobbet, så er det vigtigt at man har det godt og sjovt på arbejdet. Noget andet er at børnene er blevet størrer, så jeg (vi) hænger ikke længere i den samme klokke-snor, pigerne går selv hjem, ofte har de fritidsaktiviteter. Derudover har vi stort fokus på at lave ting sammen og hver for sig som vi holder af og syntes er sjove. Vi har indført en  'ting vi gerne vil lave' tavle på køleskabet hvor alle kan smide en post-it op med ønsker til aktiviteter, som vi så prøver at få lagt i kalenderen med jævne mellemrum. Lige pt hænger der et ønske fra yngste om at komme til byen og købe tøj med mor, et familie ønske om at komme til Kragerup gods og klatre (igen), tur til nationalmuseet og tur til stevnsfortet. Det tager nogen gange lidt tid før vi får ført det ud i livet, men det giver et fokus på at huske de ting vi syntes er sjove.

I dag er jeg hjemme, snart-teen-pigen har ondt i halsen og feber, yngste skal til spring igen.

Hun er til træning 7½ time om ugen. Plus alt det hun træner selv herhjemme. Både håndstand, vejrmølle og araberspring laver hun så snart hun kan, og så træner hun ikke blot rytmeserien men også enkelte momenter til serien og smidighed. Tænk at vi har været bekymret for om hun havde fokus nok da hun var mindre. Men når det er lysten som driver det så går det jo lettere.

På arbejdet er det nu snart ved at gå op for mig at jeg skal skifte mine ualmindelig søde kolleger ud med nogle nye. De kan jo også sagtens være søde, men jeg kommer nu til at savne de nuværende. Heldigvis skal jeg jo så ikke så langt væk. Kun en etage. Men jeg kommer til at savne at grine helt så meget, næsten hele dagen og at kaste med stress-bolde efter hinanden og hvad vi ellers finder på af skøre ting.

Men samtidig så bliver det også så godt at få nye arbejdsopgaver.