onsdag den 5. september 2012

Opsamling

Jeg er allerede igen begyndt at tænke i blog-indlæg. Vinkler historien i mit hovede og tænker den må jeg lægge op. Men når jeg så er ved en computer kan jeg ved gud ikke huske det. Blank. Måske var det derfor jeg holdt så lang en pause?

Nå men så må det blive en opremsning af de seneste dage, krydret med en enkelt historie eller to om yngste-pigen, dem kan jeg trods alt godt huske.

Lørdag var en dag på langs, tømmermandsramt var jeg. Men da vi var alene hjemme måtte vi ud at spise om aftenen og hvordan jeg lige der syntes at 'fruit de mer' lød supergodt ved jeg ikke rigtig, men jeg kan afsløre at østers, havsnegle og små og store muslinger ikke går så godt til tømmermænd. Tilgengæld så kan jomfruhummer og rejer med mayonnaise lige gå. Og jeg fik da taget livet af næsten en hel creme brulee.

Søndag gik med arbejdsdag på skolen.

Mandag med en smule hygge med familien, lidt sang med pigerne; jeg har fanget mig en myg. Vi prøvede at synge kanon men det gik ikke helt. Da jeg så er ved at få sportstøjet på, mens yngste er på vej i seng kommer hun og klapper mig på maven: du har en tønde fuld af fedt! udbryder hun. Nu syntes jeg snart at de sandheder fra børn og fulde folk er nok.

Så var det tid til volley sent mandag. Det er muligt at smutte klokken 22, men det sjoveste spil er altid til sidst (når dem som ikke gidder spille ½ time mere er smuttet) så det blev sent.

Tirsdag stod den på seminardag med arbejdet. En lang dag med foredrag i mange timer, men også god mad og godt selskab.

I aften mens snart-teen-pigen var til volley smuttede jeg til en enkelt fodboldkamp. Jeg skulle egentlig ikke have været med, da der er for meget på programmet i denne uge. Men ellers havde der været en spiller for lidt, så det var en for holdet. Vi vandt da også 3-1. Jeg spillede så sweeper, ikke lige yndlingspositionen, men vores foretrukne havde meldt afbud.

I morgen aften står den for første gang på svømning, jeg er lidt spændt.

Men inden jeg slutter for i aften og går i brædderne efter to dage i træk til midnat vil jeg lige fortælle om min entrepanante yngste datter.

Hun går jo på en mindre privatskole, men søger i området og via fritidsinteresser mange venner rundt omkring. Hun var så i mandags forbi den stores klub for at låne hendes nøgler da yngste var kommet af sted uden og det er samme sted som mange af kvarterets børn går.

Så i dag på vej hjem hvor hun meget belejligt havde glemt sine nøgler igen smutter hun derind. Spørger en voksen om hvem hun skal snakke med og bliver henvist til lederen som står for 3. klasses SFO/klubben. Hun får lov til at prøve og spørger om prisen og kommer så hjem og fortæller det hele og argumenterer godt for at der skal hun gå nu. Jeg tror lige vi klapper hesten en månedstid endnu, men ellers så får hun lov hvis interessen fortsætter. Sådan et initiativ skal da (på et tidspunkt) belønnes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar